Autumn leaves Belles Feuilles style

Efteråret i Champagne-området kan være en fantastisk kulørt affære for alle vores sanser.

Godt nok er det ikke alle år, der lader os nyde efterårets skiftende farver fuldt ud i ugevis. Men det gør 2022 og for fulde gardiner. Det er sådan, sæsonen slutter, og det er med samme styrke og kraft, som vi har konstateret gennem forår og sommer.

Og tro det eller ej: denne parcel i kommunen Soulieres hedder faktisk les Belles Feuilles - de smukke blade - og den lever aldrig bedre op til sit navn end lige netop nu.

Synet af efterårets blade er en symfoni af røde, gule, brune farver og alt, som du kan finde derimellem.

Duften af den våde jord hænger i vores næsebor. Der er skovbund i luften overalt.

Lyden af de små dråber der drypper fra wirerne. Bladene, der slipper, bladene, der gradvist forlader deres grene for at svæve i efterarets ultimative balanceakt. Snart er der intet spor af dem tilbage. De sidste druer fra den sene generation bliver spist af trækfugle, der besøger parcellerne som medlem af store flokke, der cirkler over vores hoveder i det ene øjeblik for derpå at dykke dybt og hurtigt og holde en larmende fest pa de allersidste klaser.

Følelsen af vådt græs under vores fødder. Måden hvorpå gummistøvlerne synker let ned i den blødgjorte jord. Friskhed, det lette anstrøg af noget køligt, som den regntunge luft efterlader på vores bare hud. ;

Efteråret er her virkelig.

Siden vil vinterens store stilhed tage over, det er en ganske anden historie.

Les Crochettes-parcellen med Chardonnay-vinstokkenes efterårsdragt. Som du kan se, skifter denne druetype fra sommerens grønne farver over i forskellige gule og siden brune nuancer, før det sidste blad slipper, og grenene står nøgne tilbage.

Solveig Tange